I april fik jeg for første gang en besked i indbakken med ordlyden “kan man bestille et tekstil VægVærk hos dig?”. Det var fra Michael, der havde set mit værk “Opløsning #05”, der var udstillet hos kbh kunst. Han var blevet inspireret til at få lavet et værk af mig til sin stue.
Jeg blev meget glad for hans ønske og vi havde en god dialog efterfølgende. Michael ønskede værket i ca 60 x 80 cm, og han havde forslag til farverne. Derudover havde jeg frie hænder. Jeg kan fortælle, at han er meget tilfreds med det færdige resultat, der nu hænger hjemme hos ham. (og jeg er også selv tilfreds. Udover værket til Michael lavede jeg endnu et, der minder om det. Dette for at afprøve flere ideer imens jeg alligevel var igang).
Jeg har tilføjet en ny kategorien i menu øverst: Kalender. Den vil jeg forsøge at holde opdateret med kommende workshops og events. Jeg har nogle halve bookninger i kalenderen, de bliver løbende lagt ind.
Jeg har fået optaget mine to første værker på censurerede tekstiludstillinger.
Den ene er udstillingen TEKSTIL, der foregår på kbh kunst og hvis du er lidt hurtig, så kan du stadig nå at se den. Den varer frem til d.18/4-26. Det er en meget inspirerende udstilling med stor variation i værkerne. Der blev iøvrigt indsendt 600 værker og 60 blev valgt ud til udstillingen.
På udstillingen TEKSTIL har jeg værket “Opløsning #05” med og det er blevet solgt i udstillingsperioden.
Den anden udstilling er MINI TEX´26, der foregår i anledningen af Dansk Tekstillaugs 80 års jubilæum. Den har fernisering torsdag d.30/4 kl.16-19 og varer frem til d.23/5-26. Alle værker er maksimum 20×20 cm. Du kan finde udstillingen i Galleri Valdal i Valby.
På MINI TEX´26 deltager jeg med værket “Se, men ikke røre”.
Udover at deltage med et værk på udstillingen, så er jeg også blevet inviteret med i en paneldebat om “Tekstile visioner”. Den foregår lørdag d.2/5.
I sidste uge var jeg til min sidste eksamen og dimitterede dermed som professionsbachelor i Tekstildesign, Håndværk & Formidling. De 3 1/2 år er på en måde spurtet afsted og samtidig føles det som 6-7 år! Meget er sket i den tid.
Jeg skrev et opslag på min Instagram @brugttilnyt og udtrykte min taknemmelighed over at bo i et land hvor det kan lade sig gøre at tage to uddannelser. Sammen med min uddannelse og mange års erfaring som Socialpædagog, så glæder jeg mig meget til det nye kapitel i mit liv, hvor jeg vil kombinere de to fagligheder.
Men inden er der 3 dages afgangsudstilling sammen med de andre studerende fra min årgang. Vi er 37, der udstiller vores designs og projekter. Vi har forsøgt at gøre det til et event hvor man både kan opleve vores ting samt netværke med andre tekstilfolk. Alle er velkomne til at kigge forbi.
Efteråret sig nærmer, og perfekt tidspunkt til at dyke håndarbejdet og fællesskaber. Jeg er booket til nogle workshops og fælles for alle gælder, at man kan være med, uanset om man er nybegynder eller garvet indenfor håndarbejde.
Læs lidt om dem her, og ellers hold øje med min Instagram @brugttilnyt
Torsdag d.4/9 kl.14:45-16:45 Broderi & Højtlæsning – det er gratis og foregår på den bemandede legeplads på Hans Tavsens gade nr.10 på Nørrebro i København. Du kan være med hvis du er ca 8-90 år, men der er begrænsede pladser, så du skal tilmelde dig med sms til personalet på Tlf. 21541135.
Torsdag d.18/9 Lukket workshop med Bargello. (kontakt mig hvis du også ønsker at booke mig til Bargello broderi)
Lørdag d.4/10 deltager jeg i Craft Festival hvor der er fokus på Craft Psykologi. Det foregår på BIBLIOTEK på Rentemestervej i København. Der vil være gratis spændende Talks, samtaleboder og workshops. Jeg har to workshops, og det er begge med Japansk broderi – den ene Sashiko og den anden Boro. De kræver billetter. Dem kan du købe her:
Jeg kan bookes til workshops for mellem 5 og 15 deltagere af gangen. Vi skal bruge minimum 3 timer sammen, og gerne 5 hvis der skal være mulighed for fordybelse og individuel vejledning (alt efter antal kursister).
Det kan for eksempel være Broderi Workshop med et bestemt fokus såsom bogstaver, overføring af egne tegninger eller andre motiver.
Det kan også være en konkret aktivitet som at sy sin egen nålebog. Eller lapning af tøj – Visible mending.
Jeg tilbyder at medbringe alle materialer, der inkluderes i prisen. Tekstiler vil være fra min gode fine samling af genbrug.
På workshoppen vægter jeg at kursisterne oplever: fordybelse og nærvær, tilegnelse af nye færdigheder, god og hygsom stemning, konstruktiv guidning og succesoplevelser.
Workshoppen kan enten forgå på et sted jeg booker eller hvis du har et egnet lokale, så bruger vi det.
Det kan også være Japansk broderi Sashiko med flotte grafiske mønstre.
På min Instagram @brugttilnyt kan du se flere billeder af mulighederne. Kontakt mig gerne for flere info og pris via indbakken eller mail post@kristinamadsen.dk
Jeg er blevet inviteret til at deltage i dette års Broderi Festival i København med to workshops. Festivalen foregår d.5 – 7. april på Biblioteket på Rentemestervej i Nordvest. Jeg glæder mig meget til at være en del af denne festival.
Mine to workshops er:
Lørdag: Tryl stofrester om til en fin nålebog. Få nemme teknikker med Sashiko sting og sy en fin nålebog i Boro stil. Der vil være stofrester til fri afbenyttelse. Kits til fremstilling af nålebog kan købes for 25 kr.
Søndag: Visible mending på dit tøj. Få nemme teknikker med Sashiko sting til at reparere dit tøj. Medbring gerne dit eget tøj, der skal fixes. Der vil være fastvævet stof at øve sig på samt bruge til reparation.
Du kan læse mere om festivalen, foredragene og de andre workshops på www.vildmedbroderi.dk
Hvis du vil se flere af mine ting, så kig på Instagram @brugttilnyt
På studiet blev vi i februar stillet opgaven: designe og sy et stykke overtøj i uld med fuld foering. Temaet var Historie, Kultur og Mode.
Jeg har designet en praktisk overgangsfrakke, som jeg kan cykle i, da jeg cykler året rundt. Den har en asymmetrisk lukning, og mit fokus har været på kraven, der skal skærme mod vinden samt lommerne. Dem har jeg eksperimenteret med, da jeg ønskede at fremstille dem i forskellige størrelser. Jeg har en ting med lommer, og vil gerne lege med designet.
MIn inspiration kommer især fra besøg på Krigsmuseet hvor vi blev introduceret til historiske militær uniformer. Især de gamle havde en del spændende detaljer. Så selvom jeg foragter al krigsførelse, så er der en tekstilfaglig interesse i uniformerne.
Den er af 100 % uld, der er deadstock fra Ralph Lauren. Foer er 100 % viscose i tyk lækker kvalitet.
Jeg havde aldrig syet i uld før, så der var meget at lære undervejs. Det er dog bestemt ikke sidste gang.
Hvis du vil læse mere om design og se flere billeder fra processen, så tjek min Instagram @brugttilnyt
På Tekstilformidleruddannnelsen er der på 3. semester et længere tværfagligt forløb, der afsluttes med et stort Show for en masse gæster. Temaet skifter og i år fik vi emnet ARKTIS, og skulle derfor designe og opsy et outfit ud fra det tema, der skulle bruges til Showet.
Her følger billeder fra min proces fra starten af forløbet med mine tekstile skitser og frem til selve Showet. Jeg kan tilføje at vi havde cirka 600 gæster, der var fordelt på to opvisninger og det var en rigtig stor positiv oplevelse.
Min Arktis inspiration tog udgangspunkt i kælvende isbjerge. Noget ukontrollabelt. Isflager der driver afsted. I stykker – kan vi reparere dig ? Følsomhed, is.
Dette har jeg brugt som fokus undervejs i min designproces og i skabelsen af mit outfit – en kjole.
Jeg har været optaget af tekstile overflader og strukturer. Jeg ville undersøge hvordan jeg via broderiteknikker kunne fortolke en overflade.
Via mine tekstile skitser har jeg blandet andet eksperimenteret med smocksyning og applikation, og derved fundet frem til mit udtryk.
I forsøg på at have fokus på det klimaaftryk jeg sætter, så indfarvede jeg kasseret sengetøj og har hovedsagligt brugt det til mine applikationer på kjolen. Jeg har dels brugt restfarve fra andre studerendes farvebade og dels ny farve.
Undervejs har jeg arbejdet i stout og forholdt mig til hvordan mine valgte farver skulle sættes sammen på min kjole.
Jeg valgte at bruge smocksyet tyl til at visualisere den brusende kraft, der opstår når et isbjerg kælver. For at arbejde yderligere med strukturer, så skal den iturevne tyl henlede tankerne på at noget er i stykker.
Min færdige kjole – lige inden Showet. (Fotograf: Lotte Ærsøe).
Nedenfor: video og mit outfit i aktion
Jeg kan afmontere tyl fra kjolen, og herefter kan den bruges som en almindelig kjole. Den består da af 100 % bomuld.
Jeg har ikke postet noget på min hjemmeside længe, men det er ikke fordi, at jeg har ligget på den lade side hvad angår indtryk der forvandles til kreative udtryk.
Mit liv har taget en drejning efter at jeg valgte at gå en anden vej i mit arbejdsliv. Efter 22 år som socialpædagog søgte jeg nemlig optagelse på Københavns professionshøjskole for at læse en professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling.
I daglig tale kalder man det at læse til Tekstilformidler, og den uddannelse startede jeg på i august 2022. Det er et fuldtidsstudie og tager 3, 5 år.
Så det er grunden til stilheden herinde; jeg har haft travlt med at vænne mig til at studere igen og jonglere en hverdag med studie og studiejobs. Jeg er vild med at læse til Tekstilformidler, og er utrolig taknemmelig for at det kan lade sig gøre.
På Instagram kan du følge mere med i hvad jeg laver af kreative udfoldelser på @brugttilnyt da jeg er mere aktiv der.