Efter at have set kjoler og skjorter bliver foldet så fint i origami papir, og lagt på Instagram, så besluttede jeg mig for at forsøge selv. Jeg fandt en instruktionsvideo på Youtube, og snart havde jeg lært at folde den fineste kjoler. Jeg har brugt dem til forskellige ting: i min Rejsedagbog (ved pakkelisten), som pynt på kort, og til bogmærker (det er dem I ser på fotos herover).
Fantasifuldt legetøj
Jeg har lavet nogle figurer ud af brede ispinde, og de er til min nevø Magnus. De appelerer til at bruge egen fantasi, og finde på mange forskellige historier. Man kan enten lege med dem alene eller sammen med andre.
Det startede med at jeg havde brug for en ide til noget legetøj, gerne hjemmelavet og som ikke vejede så meget, som jeg kunne tage med til Wien. (hvor jeg skulle besøge min søster, svoger og nevø). Da jeg nævnte dette for en kollega på job, så fortalte han at hans kone havde lavet sådanne figurer til deres søn da de skulle ud og rejse.
Det første jeg gjorde var selvfølgelig at male pindene i forskellige farver. Jeg havde en ide til nogle af figurerne, og der kom flere ideer til i processen. Jeg fandt også en del ideer på Pinterest. Da jeg er god til at gemme alle mulige dimser og dutter i mine krea-kasser, så jeg har ikke købt andet end pindene. Alt andet var noget jeg havde.
Lommer til Bullet Journal eller Travel Journal
Jeg har lavet små fine papirlommer, og bruger dem både i min Bullet Journal og min Rejsedagbog (Travel Journal). I dem lægger jeg ting, der kan være svære at klistre fast eller som jeg gerne vil kunne tage frem og kigge på. Det kan fx være invitationer, brochurer eller visitkort med print på begge sider. Lommerne er forskellige: nogle er af fint papir, nogle er karduspapir med mit stempeltryk og måske også frimærker. Andre er lavet af ældre bøger hvor jeg har også har brugt stempler.
Her kan du se at jeg har monteret dobbeltklæbende tape på bagsiden, og på den måde sætter jeg lommerne fast i mine bøger.
Jeg sælger lommer til Bullet Journal eller Rejsedagbøger, og interesserede er velkomne til at kontakte mig via post@kristinamadsen.dk
Pengegave forklædt som akvarium
Et familiemedlem fyldte rundt for nylig, og ønskede sig penge til et nyt akvarium. Jeg fandt på at vi skulle lave et akvarium i en skotøjsæske til ham, og pengene kom i en bøtte øverst med mærkatet “Fiskefoder”. Den kreative pengegave vakte begejstring, og fødselsaren blev glad.
Simpelt papirpynt
Ved hjælp af stencils, fint mønstret papir og garn har jeg lavet simpelt papirpynt.
Jeg har valgt farverne grøn og blå idet den er tiltænkt min lille nevø,
og hans værelse er primært holdt i grønne og blå farver.
Jeg har limet et udklippet og monteret et stykke papir på hver siden af snoren,
således at den fungerer på begge sider.
Flagguirlande
Jeg kan anbefale færdige DIY-sæt hvis du mangler et overskueligt projekt eller ikke selv ligger inde med en masse krea materialer. For et stykke tid siden købte jeg dette sæt i Søstrene Grenes, og hyggede mig med at lime + sy.
Første trin: flagene skulle syes sammen, det tog en del tid og bagefter kunne det stort ikke ses! Men jeg hyggede mig med en god veninde & en masse the imens, så det gjorde ikke spor.
Derefter skulle de hvide bånd limes på, og her brugte jeg en limpistol. Det tog ikke lang tid. Tilsidsts monterede jeg natursnor og så var flagguirlanden færdig – klar til fødselsdage og jul.
Forvandling af Ikea kommode
Jeg har før ændret udseende på en lille Ikea kommode, så den blev lidt mere spændende at have på skrivebordet til kreative redskaber. Før jul købte jeg to nye for at bruge dem til at lave personlige julegaver.
Jeg klippede derefter en masse stykker papir ud, og ved hjælp af mine stencils blev det i forskellige former. Farverne er modtagernes yndlingsfarver, og jeg nød at finde en masse fint papir frem til dem. Der er både papir fra den lokale Søstrene Grenes, men også fra mange andre steder & lande såsom Japan og New York.
Derefter limede jeg papirstykkerne på kommoden med lim-lak, og da de var tørre, så fik de en ekstra omgang. Efterfølgende malede jeg kommodernes “ydre” i farver afstemt med papiret.
Jeg kan fortælle at de to modtagere blev glade juleaften, og det var nogle dejlige gaver at give væk.
Sættekasse i børneværelset
En sættekasse formet som et hus blev forvandlet ved hjælp af noget fint papir og lim-lak. Nu hænger den i min nevøs børneværelse, og han sætter sine søde figurer op på den. Jeg valgte at bruge en farvepalet der ligger op af hinanden, og cirklerne skulle gerne gøre at dekoreringen ikke bliver for “tung”.
Rundt i verden
Jeg har købt et verdenskort i Tiger, og monteret på en masonitplade, som jeg fik skåret i de rette mål hos den lokale trælasthandel på Amagerbrogade. Vi havde noget ubrugt stof liggende fra vores havepavillion, og det beklædte jeg pladen med vha en hæfteklammemaskine. Vi har sat nåle i kortet på steder vi har været i verden.
Personlig souvenir
Vi var på Færøerne i sommerferien, og var blandt andet på nogle vandreture i den smukke natur. Vi mødte rigtig mange får på vores vej, og en deres tabte fåreuld inspirerede mig til at bruge som en del i bogmærker. Jeg har lavet collager med udklip fra turistbrochurer, og så har jeg på bagsiden skrevet modtagerens navn med klistermærkebogstaver samt monteret lidt uld. Som man kan se, så har jeg også hængt en tot ud i en fin snor (ulden vaskede jeg i hånden da vi var kommet hjem, så den blev ren og fin). Jeg er selv tilfreds med resultaterne og synes det er fine souvenirs at give folk.